Et slag for renere luft i produktionen

HANNOVER. Af Thore Dam Mortensen, Teknovation

Absolent, den svenske producent af filterløsninger, der kan rense forurenet industriel luft direkte ved kilden, deltog på årets EMO-messe. Og de var bevæbnet med argumenter for at benytte kvalitetsløsninger.

EMO_Absolent

Det er svært at finde en begivenhed, hvor argumenter for de positive effekter ved rensning af luft fra metalbearbejdningsmaskiner, bør have bedre gennemslagskraft end ved verdens førende messe inden for netop metalbearbejdning EMO 2017.

Hundredevis af CNC-maskiner kører live ved meget høje omdrejninger i stort set alle haller af det kæmpe messekompleks, hvorfor en sødlig duft fra olietåge og røg med videre hurtigt spreder sig i områder, hvor der ellers er højt til loftet.

Luften er bestemt ikke uudholdelig, og det er heller ikke alle steder, at de besøgende lægger mærke til det, men med de argumenter, som Absolent lancerer i samarbejde med den danske forhandler AVS Danmark, så er det værd at tænke lidt nærmere over mulighederne for branchen.

Moderne CNC-bearbejdningscentre kan køre ved omdrejninger og med en intensitet, så det anvendte køle-/smøremiddel finfordeles i en sådan grad, at de genererede partikler, er så små, at de kan skabe store sundhedsproblemer for personalet. Samme problematik som med dieselbiler.

I Danmark er vi forpligtede til at rense den forurenede luft fra maskinerne og lede den ud af bygningen. Men det er slet ikke nødvendigt for at opretholde luftkvaliteten, fremhæver den svenske filterproducent.

Direktør for AVS Danmark, Kjeld Bagger, der forhandler Absolent-systemer herhjemme, har taget forskellige skridt, over for de politiske beslutningstagere herhjemme, med henblik på at udfordre de danske krav på området.

Han påpeger, at det nuværende system ikke sikrer ordentlig rensning af luften, og at det lægger en væsentlig omkostning over på de danske metalforarbejdende virksomheder, som skævvrider konkurrencen over for producenter i udlandet.

Desuden løser det ikke alle problemer i selve produktionen, at den forurenede luft lukkes ud i det fri gennem rørsystemer. Billige filtre, der ikke holder målet eller udskiftes, kan skabe problemer og gøre det svært at udnytte eksempelvis den varme luft til genvinding af varme med varmegenvindingsløsninger.

Svær røggas
Ifølge Absolent sikrer deres filtre, at luft, der indeholder helt små partikler i form af røggas og/eller lugt, kan håndteres ved at udstyre filterenheden med et aktivt kulfilter. Denne filterkassette har samme størrelse som Hepa-filtret (595 x 595 x 292 millimeter) og kan placeres i stedet for eller efter Hepa-filtret.

Kassetten er blevet nemmere at håndtere, da den nu indeholder 21 kg kul, modsat den tidligere kassette, som indeholdt 34 kg. Den er derudover produceret, så det ikke er muligt at skille den ad.

Både kabinet og kulbokse er udført i galvaniseret stål, har et trykfald på omtrent 170 Pascal og klarer temperaturer på op til 50o C, påpeges det.

På standen præsenterede Absolent deres nye kompakte filterserie A-line samt den elektronisk håndholdte enhed A-Control med 7” farveskærm, der giver brugerne mulighed for at overvåge og håndtere filterenheden. A-Control giver oplysninger om trykfald, ventilatorens hastighed m.m. som kan justeres direkte fra den håndholdte enhed.

Endelig oplyser Absolent, at virksomheden til dato i Sverige har solgt 4.000 filterenheder og rengør over 11 millioner kubikmeter luft pr. time.